Jeg spekulerer over en sag, som jeg godt kunne tænke mig et andet blik på. Kort efter jeg gik på pension for godt to år siden, fik jeg desværre en hjerneblødning, og jeg er nu henvist til at sidde i kørestol. Jeg bor i plejebolig og får god hjælp, og jeg har også jævnligt besøg af familie og gamle venner. Om sommeren tager de mig med ud i parken, på café og lignende.
Jeg bliver også ringet op af og til, hvor vi får en sludder, og her er problemet: Min datter, min søster og en af mine veninder ringer kun, når de samtidig er i gang med noget andet. Min datter ringer altid, når hun kører bil. De to andre ringer også fra bilen, eller når de lufter hund. Det vil sige, at midt i samtalen lyder det pludselig: “Hov, jeg skal vist til højre her”, “vent, jeg skal lige kigge efter en parkeringsplads” eller “et øjeblik, jeg skal lige passe på, at Fido ikke ryger i hovedet på den hund derhenne”.
Jeg føler ikke, jeg har den fulde opmærksomhed fra den, som ringer. Jeg ved godt, de har travlt, men jeg savner, at de sætter sig ned i en stol med en kop kaffe og ringer og taler med mig af lyst. Som det er nu, skal samtalerne altid foregå sammen men et andet gøremål. Hvis jeg selv ringer min datter op, får jeg at vide, at hun vil ringe tilbage, når hun alligevel skal hente sønnen fra fodbold eller noget i den retning.
Jeg er klar over, at jeg ikke længere kan bidrage med så meget. Men er det mig, der er vanskelig? Skal jeg stille mig tilfreds med, at der overhovedet er nogen, der gider at ringe?
Jeg har ikke lyst til at konfrontere dem med mine tanker, for det kan nemt komme til at lyde utaknemmeligt. Men jeg vil gerne høre din mening.

Question

Jeg spekulerer over en sag, som jeg godt kunne tænke mig et andet blik på. Kort efter jeg gik på pension for godt to år siden, fik jeg desværre en hjerneblødning, og jeg er nu henvist til at sidde i kørestol. Jeg bor i plejebolig og får god hjælp, og jeg har også jævnligt besøg af familie og gamle venner. Om sommeren tager de mig med ud i parken, på café og lignende.

Jeg bliver også ringet op af og til, hvor vi får en sludder, og her er problemet: Min datter, min søster og en af mine veninder ringer kun, når de samtidig er i gang med noget andet. Min datter ringer altid, når hun kører bil. De to andre ringer også fra bilen, eller når de lufter hund. Det vil sige, at midt i samtalen lyder det pludselig: “Hov, jeg skal vist til højre her”, “vent, jeg skal lige kigge efter en parkeringsplads” eller “et øjeblik, jeg skal lige passe på, at Fido ikke ryger i hovedet på den hund derhenne”.

Jeg føler ikke, jeg har den fulde opmærksomhed fra den, som ringer. Jeg ved godt, de har travlt, men jeg savner, at de sætter sig ned i en stol med en kop kaffe og ringer og taler med mig af lyst. Som det er nu, skal samtalerne altid foregå sammen men et andet gøremål. Hvis jeg selv ringer min datter op, får jeg at vide, at hun vil ringe tilbage, når hun alligevel skal hente sønnen fra fodbold eller noget i den retning.

Jeg er klar over, at jeg ikke længere kan bidrage med så meget. Men er det mig, der er vanskelig? Skal jeg stille mig tilfreds med, at der overhovedet er nogen, der gider at ringe?

Jeg har ikke lyst til at konfrontere dem med mine tanker, for det kan nemt komme til at lyde utaknemmeligt. Men jeg vil gerne høre din mening.

Kærligt talt Mimi · Accepted Answer

Mange har travlt nu om dage og sparer tid ved at gøre flere ting ad gangen, multitaske hedder det jo. Det er blevet meget almindeligt.

Min ene søn ringer ofte til mig, når han kører bil. Han vil lige høre, hvordan jeg har det, og det bliver jeg glad for. Det viser, han tænker på mig, og at han har en pause, hvor han har tid til både at køre og høre, og den tid vælger han at bruge på mig.

Du nævner, at du jævnligt får besøg, og det er selvfølgelig det allerbedste. Men jeg synes, du skal se helt anderledes positivt på de telefonopringninger, du får. At familie og venner ringer, mens de kører eller lufter hund, har intet at gøre med, om du er handicappet eller pensioneret. Det betyder, at de har meget at se til, men prioriterer at tale med dig. Og selvfølgelig har du masser at bidrage med.

Vend opringningerne til noget positivt og glæd dig over, at der er mange, der holder af dig.

Jeg savner at få deres fulde opmærksomhed

Kære Mimi

En læser fortæller: Jeg blev trist og ensom

Kære Mormor

Flere svar

Bonusbørn trives ikke

Min kæreste var sæddonor og far til 10-årig

Skal jeg fortælle min veninde, at hendes hemmelighed er afsløret?

Skylder vi en gave til konfirmanden?

Skal jeg give min niece besked om hendes mors sygdom?

Farfar prutter ved bordet

Min søster har valgt det navn, jeg ønsker at give min datter

Kamp om pladsen i dobbeltsengen: Må hunden ligge i fodenden eller ej?

Mest læste

Den sidste ferie med os alle

Jeg skjulte mit misbrug

Seks måder at røbe en narcissist på

Ammet til live af betjent

Camillas datter blev seks år